Blåbær og Schrödinger
Der var engang en lille dreng. Han var så lille at han kunne være i sin fars hånd. Han hed Blåbær fordi hans øjne havde den samme farve som blåbær. Han kunne kun spide jordbær og brød. Han drak kun hyldeblomst sodavand.
Han kunne godt lide at løbe i familiens have men han var så lille at han en dag blev spist af naboens kat som troede det var en lille rotte.
Katten var syg i tre dage. Blåbær var ikke død: han legede i kattens mave og tre dage senere blev han spyttet op. Katten så det ikke var en lille rotte men en lille dreng.
”Hej Kat! Jeg hedder Blåbær!”
”Det er ikke et navn!”
”Jo! Det er!”
”Hvis du siger det... Jeg hedder Schrödinger.”
”Åh! Det er et navn, Schrödinger!” lo den lille dreng.
”Ja, men jeg er ikke Schrödingers kat for jeg er ikke både død og levende.”
”Hvordan kan man være både død og levende?”
”Det ved jeg ikke. Sig mig, hvordan kan et menneske blive så lille?”
”Jeg ved det ikke... Mine forældre er så store!”
Siden denne dag blev de de bedste venner i verden. Schrödinger legede hele dagen sammen med Blåbær.
Men Blåbærs forældre elskede ikke Schrödinger fodi katten spiste alle blomster i deres have. De snekkede om det med naboen. Han så lideglad ud.
”Katte kan godt lide blomster,” sagde han.
"Nej, katte spiser fisk og drikker mælk, alle verden ved det!” svarede Blåbærs mor.
”Fisk?” naboen lo. ”Spørg min kat om den elsker at spise fisk! Den leger med fiskene! De spiller kort! Jeg har set dem!”
”Der findes ingen katte der spiller kort! Har du drukket?” spurgte Blåbærs far.
”Aldrig. Kom i morgen klokken ni, ved den lille flod bag min have. I skal se hvem har ret.”
”Okay,” svarede Blåbærs mor. ”Blåbær! Kom nu her!”
Den lille dreng var nær skoven ved floden hvor fiskene spillede kort. Han hørte sin familie og sagde til sine venner at han blive nødt til gå. Så gik han hjem.
”Sådan,” sqgde hans mor. ”Vask dine hænder og kom og spis.”
”Okay.”
Han var lidt trist for han ville hellre blive sammen med sine venner katten og fiskene; men fiskene havde ingen jordbær at spise.
En dag kom da Blåbær skulle i skolen. Det var hans første dag på skolen. Hqn troede... eller måske syntes han, at skolen kun var godt for store mennesker, ikke for små drenge som ham.
Han havde ret. Stolene var så store at han ikke kunne sætte sig. De andre elever lo af ham fordi han kunne stå inde i et glas.
Man så ham ikke man hørte ham ikke. Han var alene imellem de store elever, som eksisterede han ikke.
Så gik han ud ad vinduet. Schrödinger var der: han vantede på ham! Han havde søgt efter Blåbær hele morgenen.
De var lykkelige for at se hinanden igen. Schrödinger løb ned til floden med Blåbær på sin ryg.
De to spillede kort sammen med fiskene, og spiste jordbær og blomster, drak hyldeblomst sodavand, og lo indtil om natten.
Slut.